Selvfølgelig skulle vi også igennem hallerne med rideudstyr, og alt hvad der hører sig til. Jeg husker det som, der førhen altid var de vildeste tilbud, og mine veninder og jeg slæbte proppede poser med hjem.
Dengang sparede jeg op i månedsvis og var total klar til at tage kampen op for at finde de bedste tilbud. Måske har det noget med min alder at gøre, for i hvert fald endte jeg med ikke at købe ret meget. Der var mennesker alle vegne og svært at overskue, hvad de forskellige stande egentlig indeholdt, men der var liv, glade folk og mange med masser af poser.
Vi fik fundet vores pladser til aftenens gallashow og havde både vand og popkorn foran os. Boxen var helt fyldt op, og man kunne mærke spændingen i hallen. Der var knald på lys og lyd, og inden længe var showet i gang. Det blev sagt flere gange undervejs, at det var noget af et show, vi var kommet til. Det irriterede mig lidt, at det var nødvendigt at sige så mange gange.
Igennem hele showet blev vi taget med af ”Else og Tage” via små klip på storskærmen, -et opdigtet ægtepar med god jysk dialekt. De havde fået kåret en hoppe i 1991 og var nu tilbage ved hingstekåringen. Det gav smil på læben og virkede rigtig godt for showet.
Der var både sangere og dansere på banen også, men vi sad og savnede nogle flere heste. Der blev redet flere flotte kvadriller og en franskmand red med løse heste ved siden, men der var meget andet end heste ind i mellem.
Som tidligere dressurrytter steg opmærksomheden kraftigt, da der kom en flok ”ældre” beridere på banen, som Bjarne Nielsen, Hasse Hoffman og Margit Ørum m.fl. Jeg tror resten af salen delte den samme begejstring. Sådan lød det i hvert fald.
Glæden var specielt stor, da vi så lækre Garpur fra Højgaarden på banen med Niels-Christian Larsen i sadlen. Så følte vi os næsten hjemme. Niels Christian og Garpur susede rund i tølt med et kæmpe krus øl i hånden. Imponerende og skønt var det, da fire andre islandske heste fulgte trop. De islandske heste blev hujet og klappet rundt til hele salens begejstring.
En af de sidste ting på programmet var tre generationer til hest. Andreas Helgstrand, hans søn og hans far. De leverede et superflot nummer, og hele salen rejste sig, da de tre ryttere blev klappet ud, så det var åbenbart ikke kun mig, det gjorde stort indtryk på. Vi er ellers også tre generationer, der rider sammen herhjemme, så derfor gik det lige i mit hjerte.
Med en smule skuffelse i stemmen vil jeg sige, at det var et udmærket show, der havde nogle gode højdepunkter ind i mellem.
