Mistede min far som 7-årig: Hestene blev mine trøstende følgesvende

Jeg mistede min far, da jeg var 7 år. I sommerferien inden jeg skulle starte i 1.klasse. Jeg vidste at min far var syg men ikke så syg. Jeg havde aldrig skænket det en tanke, at han kunne dø.

Vi boede på en nedlagt ejendom og havde heste, mens min far levede. Og ja, de væsner har nok brændt sig fast i en tidlig alder og skulle vise sig at blive mine følgesvende gennem hele livet.

Inden min far døde, solgte vi vores tre ponyer og jeg husker den dag og den fornemmelse, da lastbilen med de tre skimlede ponyer kørte op ad markvejen og forsvandt. Jeg husker smerten, savnet og fornemmelsen i maven allerede der. En følelse som jeg, som barn, havde med mig meget af livet, når mine tanker dagligt strejfede mindet om min far. Heste kom der flere af, for ikke at sige mange. En veninde og jeg passede alle de heste vi kunne få lov til og talte vist ikke om andet. Det var et frirum og et rum med masser af glæde og kærlighed til de firbenede. Skoledagen kunne kun gå for langsomt, og jeg drømmede mig afsted i timerne og så ud på himmelen og forestillede mig, at jeg red dagen lang. Senere kom en fantastisk papfar ind i billedet og hjalp til med, at jeg fik min egen hest. Det sted, hvor den stod, var helt fantastisk. En stald fuld af piger og heste.

Det var et sted med plads til alle, og det havde ingen betydning, om jeg havde en ”rigtig” far eller ej. Ingen spurgte, hvor min rigtige far var. Jeg var den jeg var, også selv om min familie ikke var hel.

Hestene var de samme hver dag og den tryghed, ro og varme det gav i deres selskab var uvurderligt. Ved siden af en hest eller på ryggen af den, glemte jeg alle dårlige tanker og var så let og fri. Luften, duftene og farverne i naturen var altid stærkere på ryggen af en hest uanset, hvor urimeligt vejret egentlig var. Hesten lyttede altid uden, at man behøvede sige noget med ord. Dens rolige vejrtrækning greb om min vejrtrækning, og tvang mig til at finde roen indeni og klumpen i maven af savn blev altid opløst sammen med hesten.

Hestene, jeg har mødt igennem mit liv, har hjulpet mig med at bestige det bjerg, som jeg senere har fundet ud af, det er at miste en forælder.

Jeg husker dem hver og én og nogle har en helt særlig plads <3 Mine oplevelser har været inspiration til børnebogen Hestedrømme