Forleden mødte jeg en af de ridelærere, jeg er blevet undervist af i min barndom. Vi har ikke set hinanden ret mange gange siden, jeg gik til ridning.
Jeg tror, at hun underviste mig fra, da jeg var omkring 9 år og nogle år frem. Det vil sige omkring den alder, som Tine i bogen har.
Jeg kan huske, da jeg fik at vide, at jeg skulle have en ny ridelærer. Jeg stod som lammet. Den ridelærer jeg havde haft indtil da, var den sødeste, og det var altid mega hyggeligt. Alt hvad vi gjorde var så flot. Den perfekte måde at starte med ridning på.
Denne ”nye” ridelærer havde ry for at være skrap, så det var med en del sommerfugle i maven, jeg tog til ridning igen. Det viste sig, at hun faktisk også var skrap! Hun forlangte noget mere, end jeg var vant til….og det var FEDT!!! Mega fedt. Jeg lærte rigtig meget og fik den følelse, at jeg faktisk var rigtig god til at ride, der blev LAGT MÆRKE til mig, og jeg lærte nye ting, jeg kunne bruge. Det gjorde rigtig meget for mig.
Sådan en ridelærer har vi faktisk også nu, herhjemme hos mig. Hun er lige præcis også sådan. Hun forlanger noget, er lidt skrap, og man gør tingene igen, hvis de ikke lykkedes, men man føler man udvikler sig, og at man ikke er ligegyldig, og det BETYDER alverden..
